torsdag den 11. november 2010

Andefond

Først er man jo nødt til at ofre sig og lave en prøveand. Det er hårdt - men for et godt formål! Du kan også lave nogle andelår som beskrevet under anderilletter (forretter) - det væsentlige er at skaffe nogle andeben.
Kom disse ben i en gryde med et godt udvalg urter: 1-2 løg, 2 fed hvidløg, en enkelt gulerod, 1-2 porrer, 1/4 knoldselleri eller et par stilke blad-ditto, et par persille- og timianstilke, måske et halvt æble, 1 laurbærblad, 10 sorte peberkorn. NB der skal ikke salt i nu.
Kog op og lad simre et par timer - du skal nok skumme et par gange undervejs.
Si derefter ben & urter fra og kog ind til ca. en fjerdedel.
Denne fond giver grundlag for den store andesauce. Den laver du med udgangspunkt i hals og vinger fra den nye and, lidt flere urter, fonden, evt. et par svesker, et godt skvæt rødvin og kraften fra den bradepande, du har stegt anden i.
Det skal nok blive godt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar